Bygning af S/S Sct. Knud

Vi kender jo nok alle til den situation at inden man har færdigbygget det sidste skib, kredser tankerne allerede om hvad det næste projekt skal være.

Da jeg var ved at være færdig med MHV 813 Baunen, søgte jeg efter et nyt emne, jeg ville igen gerne bygge en model udelukkende efter tegninger, og helst et skib ingen andre i klubben havde bygget. Så valget var ikke svært, da Jørn Petersen fra modelskibsklubben Skala Bornholm foreslog, at jeg skulle gå i gang med en model af dampskibet S/S Sct. Knud. Det er en kombineret slæbebåd og isbryder, der havde sejlet på Odense fjord.

Jørn skaffede et sæt originale tegninger af Sct. Knud, de fleste i størrelsesforholdet 1 : 50. Jeg besluttede mig dog for at modellen skulle være i 1 : 25, i det jeg havde planer om at drivkraften skulle være en rigtig dampmaskine. Jørn havde bygget en meget flot model af slæbebåden Bjørn af Randers og installeret en 2 cyl. dampmaskine som drivkraft.

Modellen er spantbygget, køl og spanter af 8 mm krydsfiner  belagt med 2,5 x 12 mm bord. For at gøre skroget stærkere er der også et lag indvendig imellem spanterne, så er der også lidt mere gods der kan fjernes, når skroget skal finpudses. Den bagerste del af kølen er noget speciel på Sct. Knud, her er store åbne felter, så for at gøre denne del stærk nok til at modstå transport m.m., er den fremstillet af 4 mm messingplade og derefter indlagt i kølen, det giver også en god og stabil befæstelse for roret.

Efter finpudsning af skroget, blev det belagt med glasfiberdug og epoxy, ny finpudsning og derefter bemaling. Dæk og overbygning er fremstillet af krydsfiner i forskellige tykkelser. For at kunne komme til at arbejde med dampmaskinen valgte jeg at en meget stor del af dæk og overbygning kan løftes af.

Da jeg var kommet godt i gang med at bygge overbygningen opdagede jeg at der manglede billemateriale til at understøtte tegningerne. Fra Billing Boats viste jeg at det originale skib var havnet på et museum i England og omdøbt til St. Canute. Jeg skrev derfor til Exter Maritime Museum og fik ret hurtig et svar. Det viste sig at museet var lukket året før, og at nogle af skibene var overført til et andet museum. St. Canute havde museet kun haft til låns, og det var derfor tilbageleveret til sin ejer, en mister David Goddard, som jeg fik adressen på. Så måtte jeg igen i blækhuset med et brev til David Goddard med et ønske om hvilke dele af skibet jeg ønskede billeder fra. Desværre fik jeg aldrig noget svar, hvad der gik galt ved jeg ikke.

Jeg byggede derefter skibet færdig efter det materiale jeg havde, og mener selv at det er blevet til en flot model, men det ærgrede mig nu alligevel, at jeg ikke kunne fremskaffe nogle billeder, så modellen kunne blive helt korrekt.

Jeg begyndte at bygge på Sct. Knud i sommeren 1997, og skibet var stort set færdigbygget omkring 1 maj 1999. Så det var et spændende øjeblik, da jeg første gang havde skibet med til modelskibssøen. Jeg var meget spændt på, hvordan det sejlede, det samme var mine klubkammerater. Dampmaskinen var selvfølgeligt klargjort hjemmefra, så det var bare at tænde for gassen, og så snart damptrykket var oppe på 5 bar, listede jeg skibet ud af havnen til den første prøvetur. Det gik over al forventning, skibet sejlede meget flot, og der var masser af kraft i maskinen.

De første gange jeg sejlede med skibet gik jeg ofte i havn, for at kontrollere om alt virkede som det skulle, senere blev jeg mere modig, og det viste sig at skibet kan sejle i 1 time og 20 min., før det er nødvendigt at gå i havn for at fylde vandtankene op, og tappe vand af kondenseringstanken.

I september 1999 gik turen igen til Bornholm og jeg havde selvfølgelig Sct. Knud med. Mandag aften mødte jeg op ved Skala Bornholms modelskibssø i Rønne, og det var et stort øjeblik, da S/S Bjørn af Randers og S/S Sct. Knud dampede rundt på søen med dampskyer op af skorstenene.

Jørn Petersen havde samme dag modtaget et nummer af Søfart, hvor der på forsiden var et foto af Sct. Knud, og i artiklen fremgik det at skibet havde skiftet ejer og for egen kraft var på vej fra Dartmouth i Devon til Stocka i Hälsingland.

Den nye ejer Christer Strandell havde købt den gamle bugserbåd for 15.000 £ og omdøbt den til Stockvik.

Da jeg kom hjem fra Bornholm, skrev jeg et brev til Christer Strandell med en ønskeliste over, hvilke dele af skibet jeg ønskede foto af. Nu ventede jeg spændt på svar, der gik dog nogle måneder, før svaret kom. Det viste sig at det var en forkert Christer Strandell, jeg havde sendt brevet til, men meget heldigt kendte denne Christer til projektet med Stockvik, så han afleverede brevet til en af den nye ejers medarbejdere nemlig Urban Bachman.

Urban sendte mig mange gode billeder af de ønskede dele af skibet, og samtidig orienterede han mig om, at skibet ville aflægge Svendborg et besøg på vejen til sin nye hjemhavn Stocka.

I maj 2000 blev jeg igen kontaktet af Urban, der fortalte at S/S Stockvik var på vej mod Svendborg, så hvis jeg ville se skibet var jeg velkommen ombord næste dag.

Besøget ombord på Stockvik var en stor oplevelse, Urban Bachman og besætningen var meget gæstfrie, så jeg fik set hele skibet og taget en masse billeder. Jeg havde selvfølgelig modelskibet Sct. Knud med og sejlede en tur i havnebassinet ved siden af Stockvik, det vakte stor jubel.

Med udgangen af år 2000 har jeg fået S/S Sct. Knud helt færdigbygget.